Til forsiden
15. december 2019










Udskriv sidenEn side tilbage

 

Klokken er 5.30, efterhånden den sædvanlige tid for mig at vågne på. Denne morgen er starten på en dejlig dag.
Jeg ligger jeg i min seng i Petra, en lille græsk by på øen Lesbos. Det er tirsdag i dag, juni måned 2013. I går nat ankom jeg sammen med 3 mennesker med sclerose og 2 hjælpere her til ”Pension Toula og Lea”, hvor vi skal være på ferie i en uge.

Det er ikke første gang deltagerne er her sammen med mig, så mandagen blev til en rigtig afslappet dag, hvor vi bare nød at være til. De 3 har kørestole med, så jeg ved af erfaring, at det er meget vigtigt at slappe af de første dage.

Her til morgen beslutter jeg, at hvis jeg ikke er faldet i søvn igen kl. 6.30, står jeg op og går en tur. Vender og drejer mig i sengen den næste time og derefter: Ud af sengen og på med traveskoene.
Der er helt stille udenfor, og det er faktisk også lidt koldt. Vandet ligger skønt og blåt med få krusninger lige foran pensionen og jeg beslutter mig for en tur langs havet, - så langt jeg har lyst.
Det er denne form for frihed, jeg sjældent giver mig selv lov til.
Ved det første hjørne kan jeg høre, at der bag det beskyttende plastic er liv. Ægteparret, der ejer restauranten, får øje på mig og kommer løbende, fægtende med armene for at hilse på. Stort kram og kys på begge kinder. Ja ja, nok spiser jeg et par gange om ugen hos dem og går forbi flere gange om dagen i de uger, jeg er i byen, men at de virkelig har savnet mig så meget, siden jeg rejste hjem i september! Jeg bliver helt rørt, og meget meget glad.

Jeg går videre gennem byen langs havet. Nyder stilheden i byen, der er ved at vågne.
Ud for de fleste restauranter er konerne ved at feje, enkelte steder sidder mændene og får en kop kaffe, og hver gang jeg møder nogle af disse mennesker, lyder der et: kalimæra, (godmorgen). Ja, dagen i en græsk landsby er begyndt.


Da jeg når torvet kommer Nikos ud fra sin bar. Nikos har overgivet en af byens stamcafeer til sin datter for 12 år siden, men hver morgen, meget tidligt, står han der og laver kaffe til nogle af byens ældre mænd. Nikos kender mig gennem de sidste 15 år, og da han har arbejdet i Sverige, bliver jeg her mødt med: ”Godmorgen min pige, har du det godt?” (jeg er 64), - og ”skal du have en kop kaffe”. Jeg takker nej, men går derfra med et stort smil på læben.
Sikken en morgen. På et kvarter er jeg mødt med flere kindkys og ”godmorgener” end jeg kan nå at få på flere måneder i København, når jeg bare bevæger mig rundt i mit eget danske område.

Videre går jeg gennem denne morgentyste by. På vej ud af byen kommer jeg forbi kirkegården, og da jeg er bekendt med en yngre kvinde, der denne vinter er gået bort, vil jeg lige sige et sidste farvel til hende. Finder desværre ikke hendes grav, men ser til min overraskelse, at en anden af mine bekendte denne vinter har forladt dette liv. Hviler lidt foran hans grav og bliver lidt vemodig. Hvor kan der ske meget i løbet af de måneder, jeg ikke er i byen og hvor er det sørgeligt, at man ikke får sagt ordentligt farvel.

Vel ude af kirkegården går jeg videre langs havet. Der er stadig stille alle vegne. Solen er nu stået godt op på himlen og det er blevet lidt varmere. Foran, på en lille strand, sidder en enkelt mand med lukkede øjne, jeg lister stille forbi.

Jeg ved, at der lidt længere henne af stranden findes en gammel campingvogn, der altid vækker de mest fantastiske minder. Staurola, en midaldrende græsk kvinde, huserede her for nogle år siden. Hun lavede de mest fantastiske retter. Før i tiden tog vi altid vores gæster med ud til hende til frokost. Urtefrikadellerne var højdepunktet. Hvis man var til kød - og det er jeg - var wienerschnitzel med kartoffelmos et andet højdepunkt. Denne morgen vælter minderne ind på lystavlen. Campingvognen er næsten forsvundet i ukrudt, og at man er kørt i bil opad stien bagved campingvognen er ikke til at forestille sig. Nu ligger stien hen med ukrudt og sten, men mine ben kan nu godt ”klatre” op til asfaltvejen, så det gør jeg.

Heroppe fra har jeg den mest fantastiske udsigt til nabobyen Molivos. Byen ligger smukt op ad bjerget, men har en helt anden, og meget mere turistpræget atmosfære, end den lille by Petra.
Jeg giver mig tid til at sende tanker hjem til familien i Danmark. Selv om jeg ca. 3 uger om året rejser alene til Lesbos, så er det også her, jeg får tid til at vurdere, til at sætte mig personlige mål, og fornemme følelsen af taknemmelighed.

Den taknemmelighedsfølelse som er blevet SÅ vigtig for mig. Taknemmelighed over mit liv, at det går min mand, mine børn og børnebørn godt, og at jeg stadig har min mor.
Taknemmelighed over, at min familie er ligeså glade for dette sted, som jeg er og at mine børnebørn prompte svarer: Lesbos, hvis man spørger dem, hvor de helst vil hen.
Taknemmelighed overfor den kvinde, der i sin tid introducerede mig til stedet. Hende, jeg som 50 årig trippede efter her i området og sugede og lærte fra, uden at vide, jeg ville få brug for erfaringerne til det, jeg beskæftiger mig med i dag.
Taknemmelighed for, at jeg i min alder, kan få lov til at fungere som rejsefører for ”Mennesker med sclerose” 2 gange om året til et af de mest fantastiske steder på jorden.

Nu vender jeg næsen hjem til pensionen. På vejen møder jeg atter mennesker - både turister og grækere, og vi hilser alle på hinanden.

Vel hjemme er mine gæster ved at stå op. Der er ved at være liv i Pensionen. Toula dækker borde til morgenmad. Hun havde set, jeg var gået om morgenen, og som altid undres jeg over, at hun altid ved alting.
Hvor var hun lige, da hun så mig gå kl. 6.30?

Mine 3 gæster og deres 2 hjælpere er ved at være klar til morgenmaden, og vi kan i ro og mag tage hul på en dag med nye udfordringer.

Vi skal bl.a. på en lille tur til nabobyen Molivos, hvor vi skal shoppe og spise på havnen.
Da der både skal transporteres mennesker og kørestole, så kommer denne lille tur til at tage det meste af dagen. Men det gør ikke det mindste. Når man, som os, har mærket øens energigivende kraft, så kan vi klare alt.

Denne dag blev speciel, fordi den satte mig i forbindelse med så mange af de følelser, jeg ved min krop og sjæl, har så utrolig godt af.
Her, godt 14 dage efter hjemkomsten, mærker jeg igen denne taknemmelighed, fordi jeg via en lille annonce i Kristelig Dagblad, tvang mig selv til at sætte ord på følelserne. Tak
19.6.2013


Denne side er sidst opdateret: 28. juli 2013, kl. 11:55
Kirsten Sietam i KastrupTlf: 24662944kirsten@sietam.dk